Hjem
Køb billet

Egeskov Veteranmuseum

VETERANMUSEET

Det er mere end 50 år siden at Egeskov Veteranmuseum åbnede på Egeskov. Når du besøger veteranmuseet, vil du opleve udstillingsbygningen med dets imponerende loftkonstruktion fremstå med ny lyssætning, der fremhæver detaljerne og som sætter de historiske biler og fly i fokus.

På udstillingen præsenteres veteranbiler og –fly fra Egeskovs samling. Familien Ahlefeldt har altid haft en passion for at samle. Samlingen har med tiden udviklet sig til en af Nordeuropas mest besøgte samlinger af veterankøretøjer med biler, fly, motorcykler, knallerter, cykler og mange andre typer køretøjer. Side om side står det ene smukt bevarede køretøj efter den anden. Ca. 115 styk fra slutningen af 1800-tallet og frem til begyndelsen af 1980’erne er stillet til skue.

MOTORCYKELMUSEET

I Motorcykelmuseet kan du opleve en utraditionel udstilling med 38 mærker og i alt 60 forskellige motorcykler, som dækker over en periode på ca. 80 år. De flotte maskiner præsenteres kronologisk og det er muligt at se hvordan MCérne har udviklet sig med tiden. Der vises alt fra unikaer til motorcykler, der vækker drengedrømme hos de fleste.

Det utraditionelle udstillingsdesign, hvor maskinerne er ophængt og kan fornemmes svævende ned fra loftet, er efter ide af grev Michael Ahlefeldt.

PUCH UDSTILLING

Du får sikkert et smil på læben, når du ser en Puch-knallert og tænker på ”Polle fra Snave”, med hans æggeskal-hjelm og mælkekassen bagpå. 

En meget fin samling af den populære knallert  fra 1960-80érne præsenteres i en udstilling i Venteranmuseet.
Gennem årtier var Puch én af de mest benyttede knallertmærker i Danmark og i dag sælges de brugte til uhørte priser. I udstillingen kan man gense mange modeller såsom Puch VZ50, Puch 3 gears, Puch Flagskib og naturligvis Puch Maxi.
 
Puch var en østrigsk motorcykelfabrik, der blev grundlagt i 1899 af Johann Puch. Selvom firmaet er mest kendt for at producerer motorcykler og knallerter, har de også produceret biler og cykler. 
 
Den første knallert blev udgivet allerede i 1952. I 1966 lå Danmark øverst på ”hitlisten”, som den største importør af Puch knallerter i hele verden, set ift. befolkningstallet. Man regner med, at der blev solgt 250.000 styk Puch i Danmark.
I Danmark blev Puch yderst populær med den øgede velstand i 1970’erne. Knallerten var en betydelig del af ungdomskulturen og gav de unge en stor frihedsfølelse.
Puch blev I 1987 købt af italienske Piaggio, som er kendt for deres Vespa scootere, og produktionen er udgået.
 

POLITIMOTORCYKLER

Nu kan du komme helt tæt på et lille udvalg af motorcykler og udstyr fra Dansk Politi, når Veteranmuseet i en særudstilling præsenterer fire maskiner fra perioden 1955 - 2002.

Det drejer sig om en ARIEL Square Four 4G, årg. 1955, BMW R 100/7, årg. 1978, BMW K75 RT, årg. 1998, BMW K 1200P/RS, årg. 2002.
Maskinerne er udstillet sammen med tilhørende udstyr i form af bl.a. uniformer, hjelme, tasker.
 
Dansk Politi har anvendt motorcykler i deres arbejde siden 1911. Motorcyklerne har været brugt af politiet ved patruljeringer, transport, grænsepatrulje og meget andet gennem tiden.
 
Udstillingen er venligst udlånt af Politimuseet / Rigspolitiet.
 

CYKLER GENNEM TIDEN

Udstillingen viser en unik samling af cykler, som skildrer cyklens udvikling, fra de tidligste modeller til 1900 tallets cykler. Du kan opleve en af de fineste cykelsamlinger i Europa, med originale cykler fra ca. 1860 til 1900.

De historiske cykler
Det er hele besøget værd, at se de allerførste cykler som mest af alt minder om skøre Storm P. opfindelser. Sparkecykler i smedejern, ”væltepeteren” og de første kædecykler. Der er sågar en tandemcykel der var beregnet til, at cykel-kører-læreren kunne undervise sine cykel-kører-elever.
Kendetegnende for de historiske cykler er deres overraskende smukke detaljer og den synlige tekniske udvikling, som cyklerne gennemgik.
Samlingen af historiske cykler er venligst udlånt af private samlere.
 

ÅBENT MAGASIN

Gå ikke glip af en tur på loftet af Vetereanmuseet, hvor du finder det åbne magasin. Der er fyldt ud i alle hjørner med spændende rariateter.
Her står f.eks. omkring 60 biler, 15 motorcykler og en del knallerter der venter på, at blive restaureret og måske at kunne indgå i fremtidens flotte veteranudstillinger på Egeskov.
Der vil sikkert være et eller flere køretøjer som de lidt ældre blandt gæsterne vil kunne genkende fra deres yngre år.