Falck Museet
På Egeskov finder du en landets eneste museum for redningstjenesten Falck. Museets fortælling giver et billede af Falcks og samfundets udvikling fra 1906, hvor den første redningsstation blev etableret i København, til i dag, hvor Falck er en international ambulance-, brand- og redningsvirksomhed med aktiviteter i stort set hele verden. Falck-Museet præsenterer i to store haller Falcks historie, med en stor samling af redningskøretøjer og genstande med relation til Falcks historie.
Du kan bl.a. se ambulancen, der i serien Matador transporterede jøden Hr. Stein til Sverige under besættelsen. Eller se en original redningsstation, som den så ud i 1970’erne med vagtcentral, køretøjer og mandskabsrum.
Sofus Falcks redningsstation
Oplev udstillingen i Falck Museet, hvor du får et indblik i redningstjenestens spændende historie. I udstillingen kan du bl.a. kan se eksempler på det allertidligste udstyr fra Falcks historie. Med en kopi af den første Falck-station fra 1906 i København, får du fortællingen om grundlæggeren Sophus Falck og Falcks spæde start som ”ildebrandsredningskorps”. Sophus Falck var en innovativ mand. I 1906 var ideen om et redningskorps noget nyt og helt ukendt i Danmark. I udstillingen får du indblik i de mange udfordringer, som Sophus Falck havde i 1906, sammenlignet med nutidens Falck.
Falck Healthcare
Falck Healthcare udstillingen viser hvordan Falck gennem 100 år har været en del af danskernes sundhed og velbefindende i en sådan grad, at ”Falck-kassen” er blevet et begreb.
Udstillingen viser Falcks tidlige arbejde med at oplyse om smittefaren ved fluer i 1913, lanceringen af brystpumper, tryghedssystemer til ældre, hjemmehjælp, lægeklinikker, krisepsykologer og tværfaglig behandling i bestræbelserne for, at skabe et sundere liv for borgerne både i hjemmet og på arbejdspladsen. Hele denne omfattende velfærdsvirksomhed er blevet en eksportvare, og udstillingen viser hvordan Falck-klinikker i dag skyder op i store dele af verden.
Det er muligt at se en Falck Health Care klinik, som den tager ud rundt omkring i verden, og endelig kan den besøgende foretage sin egen helbredsundersøgelse i Falcks egen sundhedsportal, FalckMyCare.dk, hvor man kan finde gode råd om sundhed og teste sin sundhed både fysisk og psykisk sundhed på arbejdet og i hjemmet.