• Dansk
  • English
  • Deutsch

Camping Outdoor Museum

Husker du stadig de lune, hyggelige aftenstunder med venner og familie om det knitrende bål på lejrpladsen eller det fantastiske sociale liv iblandt campingvogne, telte og camp-letter, så kom endelig forbi og besøg Europas første og eneste Camping Outdoor Museum.

Du vil møde en alsidig udstilling, der kombinerer nostalgiske fortællinger fra lejrferiernes spæde og primitive start med campingvognens indtog og de senere friluftsferier, hvor flere ønsker enten grænsesøgende outdoor oplevelser eller komfort og luksus i glampingtelte.

Når du træder ind i Camping Outdoor Museet vil du med det samme kunne fornemme filosofien bag. Vi ønsker nemlig at skabe en familieoplevelse, hvor vi forener fortællingen om camping- og friluftslivets historie gennem unikke genstande og personlige beretninger med nye tendenser og udstyr, der kan give inspiration til fremtidige ferieeventyr.

Europas første Campingmuseum

Det tog blot et års tid, fra Dansk Camping Union og Egeskov blev enige om udarbejdelsen af Europas første Camping Outdoor museum, før det stod færdigt til åbning i maj 2021. Med ambitionen om at inspirere, engagere og indvie gæsterne i campinglivets fortid, nutid og fremtid, blev der skabt en unik udstilling på hele 3.000m2.