Livets Have & Piet Heins Solur

Livets Have symboliserer livets gang, årets rytme og stimulerer sanserne.
Haven blev anlagt i 2015 og er anlagt der, hvor man tidligere har kunnet opleve Piet Hein´s runde labyrint. Det forventes, at haven skal udvikle sig til sit endelige udtryk over en 3-4 årig periode.

Havens idé er fred og fordybelse og en stimulering af sanserne. I haven får man en sanselig oplevelse ved former, planter, farver og dufte, der bringer den besøgende en tur gennem årstiderne, livets gang og de fem sanser. Haverummene illustrerer årstiderne ved hjælp af farver, hvor man i hvert andet rum skifter farvetema. For stimulering af sanserne, er vand et vigtigt element og der er tænkt vand, der symboliserer tid ind i alle haverummene. I midten af haven finder man Piet Heins Solur. Denne kaldes Carolines have og illustrerer høresansen med forskellige instrumenter, fine vindspil, raslende og hvislende græsser.

Havens ide og design er udviklet af slotsgartner Peter Bonde Poulsen i samarbejde med greve Michael Ahlefeldt og blev etableret af Egeskovs gartnerteam. Planteplaner er udarbejdet af inviterede havedesignere.

Menu