Egeskovs historie

Egeskov Slot blev bygget af lensmand Frands Brockenhuus og stod færdigt i 1554. Han havde nogle år før giftet sig med Anne Tinhuus, som havde overtaget den oprindelige gård fra sine forældre.

Den politiske uro - Reformationen og Grevens Fejde - fik på den tid mange store jordbesiddere til at bygge deres boliger som svært indtagelige borge. Således også Frands Brockenhuus, som anlagde sin borg midt ude i en sø - ifølge overleveringen på et fundament af egetømmer og så grundigt, at der "gik en hel egeskov dertil". Deraf slottets navn.

Bygningen, som i dag virker så fredfyldt og idyllisk, blev bygget til forsvar. Den består af to langhuse forbundet med en tyk dobbeltmur. I tilfælde af angreb kunne man altså opgive det ene hus og kæmpe videre i det andet. Dobbeltmuren er så tyk, at den rummer såvel løntrapper som en brønd, så man ikke risikerede at undvære vand under en eventuel belejring. Ydermurene er forsynet med utallige skydeskår samt skoldehuller, der gjorde det muligt at hælde kogende vand eller tjære ned i hovedet på modstanderen, og fra tårnene kunne man beskyde fjenden i flanken. Ydermere var den eneste adgang til huset over en vindebro.

I de mere end 450 år, der er gået, har forskellige slægter boet på Egeskov. I 1784 solgtes Egeskov til Henrik Bille, hvis efterkommere siden har ejet slottet. Under Julius Ahlefeldt-Laurvig-Bille, som i 1883 flyttede ind på Egeskov, restaurerede den svenske arkitekt Helgo Zettervall slotsbygningen, forhøjede tårnhattene, genindførte de kamtakkede gavle og byggede den portbygning, man går ind igennem, når man skal besøge slottet.

Slottets riddersal blev restaureret i 1975, og fra 1986 har turister i sæsonens dagtimer haft adgang til den og mange andre af slottets lokaler. Riddersalen lejes ligeledes ud til store eksklusive middagsselskaber.

I samme periode udviklede godset sig til et tidssvarende mønsterbrug, som med eget mejeri, elektricitetsværk og jernbanespor til Kværndrup dannede økonomisk basis for det store, moderne landbrug, som Egeskov er i dag.

Igennem flere generationer har parken været åben for publikum. Sin nuværende form har parken haft siden 1959, hvor restaureringen af de historiske haveanlæg begyndte.

I 1967 blev  Veteranmuseet åbnet i den imponerende tidligere kornlade, der engang nød status som Nordeuropas største stråtagsbygning, og museet har i årenes løb bredt sig til flere af de omkringliggende avlsbygninger.

Menu